Hvert år inviteres 8. klasser i kommunens skoler til at deltage i TUFF - Tønder Unge Film Festival. Her skal eleverne producere deres egne kortfilm på 4 - 6 minutter, som senere dyster mod hinanden til filmfestivalen.
Før projektet starter, deltager de involverede dansklærere fra skolerne i et filmkursus med en professionel filminstruktør. Herefter deltager alle elever i et stort "Kick off"-arrangement, hvor de ligeledes møder en professionel filminstruktør, der fortæller om sit eget liv med film, samt hvad man skal tænke på, når man laver film. Så producerer eleverne deres egne film, som efterfølgende bliver vist ved en stor filmfestival i Schweizerhalle Tønder Kulturhus – med den ægte ”Cannes-stemning” og den røde løber rullet ud.
Her vises de nominerede film i kategorierne: Bedste teknik, Bedste skuespil, Bedste historie, Publikumsprisen (hvor eleverne stemmer på hinandens film), Bedste filmplakat og endelig hovedprisen for Bedste film.
Hovedprisen for Bedste film modtager årets TUFFtrofæ, der overrækkes af en politiker fra byrådet. Her på billedet er det Kulturudvalgsformand René Andersen, der overrækker prisen i 2018 til et hold fra 8. klasse fra Toftlund Distriktsskole.
TUFF planlægges og afvikles i et samarbejde mellem Center for Undervisningsmidler/ UCSyd, Tønder Kulturskole og kommunens skoler.
TUFF er støttet økonomisk af Tønder Kommune, og det er gratis for klasserne at deltage.
Se nogle af vinderfilmene fra TUFF her.